Jonas Vibsig Berding: Privatlivet praktiseres, når der kun er plads til det bedste

18 Jun

Jonas Vibsig Berding er 16 år og har allerede skrevet flere debatindlæg i danske aviser. Vi har bedt ham om at reflektere over unge, privatlivet og sociale medier.

“… selv ved denne umiddelbare lempelige forskydning af privatlivets grænser i dag i forhold til forrige generationers, oplever jeg i lige så høj grad at privatlivet i disse fora netop praktiseres, da der her kun er plads til det bedste.”

 af Jonas Vibsig Berding

Velkommen til denne hinsidige verden, der ligger lige for næsen af dig og samtidigt helt og aldeles på grænsen af og udover vores virkelighed. Find dig bedre til rette end din nabo, men pas nu på at du ikke finder dig for godt tilpas her, hvor du måske kan skabe dig selv, men sikkert vil glemme i hvilken verden, du blev født.

Denne virtuelle verden svæver om ørene på os alle, mens den gradvist tager tyngden fra vores fodfæste i enhver lille uploadet byte. Vores egen fysiske verden går den ganske nok forud, men den følger aldrig vores fodspor længere bagud, end at man til tider skulle tro, at den havde os overhalet.

Deler vi i denne tid alt med internettet, eller findes der stadig masse, som forbliver ved sin fulde vægt og undslipper vægtløsheden ved onlineportalens udsugning? Er vores liv i højere grad blevet offentligt, og hvad er der tilbage af privatliv? Hvad deler vi? Og med hvem?

Til tider ville jeg ønske, at jeg ikke havde en profil på noget online medie, og at jeg simpelthen kunne trække stikket ud. At jeg ikke dagligt skulle bruge tid på tidsfordriv. At jeg kunne tage den næste afkørsel fra dette kapløb og løbe mod strømmen, men i stedet løber jeg hver dag med blikket langs startsiden, mens pegefingeren spurter af sted.

Den største årsag til, at jeg endnu er forbruger – hvilket jeg egentlig mener, som begreb i denne sammenhæng, bør defineres ved en så smal margen, at de fleste i dag ville betegnes overforbrugere –  er, at Facebook i dag også fungerer som et socialt CV. Her må man promovere og markedsføre sig selv for at blive solgt som et personlighedsprodukt til den næste store fest, hvis gæsteliste går Facebook igennem.

Det forekommer mig derfor heller ikke så underligt, at unges onlineprofiler i dag næsten ligner dekorative collager af ønskede liv. Disse visitkort er alt, hvad der skal til, for at vi føler at have set igennem facaden, da vi i denne tids ræs imod tiden har reduceret gentagelsen til kedsomheden selv og ikke finder mere end et øjeblik til fordybelse – og derved slet intet.

Facebook passer fuldt ud i sin form til det praktiserede brug af sine brugere. I denne verden stables succeshistorier kontrastfrit i en enorm uligevægt, der dog på denne platform kan bæres.

Facebook er nemlig forummet for hvad, der skal kunne lides, men dette er oftest i en højere grad af modtageren end af afsenderen selv. Under denne forsøgte tilfredsstillelse af andre, giver vi afkald på os selv, da vi tænker mere på, hvad andre vil se, end hvad netop vi, som individ, har at vise. Så fællesnævneren for ethvert opslag bliver derved tilsvarende den anden vej rundt; vi deler, hvad andre vil se, da vi har svært ved at kunne lide os selv, hvis ikke også andre kan det.

På denne måde oplever jeg en mediestrøm af synkronsvømmere hvis store armbevægelser af opmærksomgørende delinger fører til, at vi alle danser i samme retning. For intet har nogensinde været mere på mode end det at være populær, og enhver anden trend forklædt som tøjstil eller andet vil altid have været underlagt målet om popularitet og beundring i andres skue. Og selvom det måske altid har været således, at mennesket går på kompromis med sig selv i sin søgen på anerkendelse og opmærksomhed, er der en ting, der umuligt altid har kunne finde sted; og det er denne virtuelle verden, hvori en stor del af denne søgen i dag er centreret.

Da det at være populær i dag indebærer, at man appellerer til en endnu større målgruppe online, tror vi fejlagtigt, at det er det almene og fællesgyldige, som vil føre os hertil. Vi underkender hermed det beundringsværdige unikke i selvet, som er det eneste middel til ægte anerkendelse. Fremfor dette synker vi i skuespillet af at påtage os et andet jeg i en tilsyneladende manipulation af andre, som egentligt er et selvbedrag, da vi til sidst mister evnen til at høre forskel på indre og ydre kald.

Vi lader ønsket, hvad vi vil være, overskygge virkeligheden, hvad vi er. Selvom rejsen – og det at være – i min optik altid har været vigtigere end destinationen – og det at blive – da rejsen er nuets virkelighed, og destinationen er fremtidens drøm, mens det virkelige liv leves med hvad vi har i hænderne og ikke i tankerne.

Man kunne deraf frygtes til at tro, at vi snart ville se en hel generation af unge rendende rundt og dyrke deres egen selvtillid samtidigt med, at de ville stå i selvværdets gæld ved ikke at føle sig tilpas i egen krop, alt imens det, som virkelig kræver tillid til én selv, er troen på, at man er god nok, som man er.

Det bedste eksempel på fraværet af skyggesiden på disse medier, finder jeg ved netop at smage lidt på mangelvaren af det sure ved det søde. Modet online vokser sig nemlig større tilsvarende afstanden til modtagerne, og qua denne uigennemskuelig distancering medhører de få afvigelser, der fungerer som undtagelsen, der bekræfter reglen.

I få tilfælde oplever jeg folk snydt af denne distancering, hvis målgruppe af opslag jeg umuligt kan forstille mig som værende et publikum af alle online ”venner”, der dog ikke er nogen særlig hæderlig titel i det virtuelle. Alligevel når disse ud til en sådan sum af modtagere, der alle enkeltvis får opslaget serveret på egen skærm som i en hjemmebiograf. I sådanne tilfælde oplever jeg min egen intimsfære anfægtet af andre,  som jeg knap nok kender, i forummet Facebook, når jeg på min vej ned ad startsiden snubler over opslag dedikeret til afdøde familiemedlemmer eller andre bedrøveligheder. Sådanne modstrømninger i selvhævdelsesstormen online kommer til at fremstå fuldstændigt malplaceret, og det tilbudte ’synes-godt-om-klik’ synes her helt ironisk.

Den selvsamme distancering oplever jeg som grundlaget for en hel del af vores færden i denne nye verden, hvor vores i forvejen menneskelige egenskaber er blevet justeret og drejet på som knapper i vores kontroltårn. Min opfattelse er således den, at vi ønsker fuld kontrol over vores egne online profiler, og at vi er meget opmærksomme på, hvad vi uploader – samtidigt med, at vi slet ikke er dette. For denne uoverskuelige afstand har flyttet flere af vores grænser til det punkt, hvor vi deler langt mere, end hvad vi ville fortælle på scenen foran en forsamling, alt imens vi er meget omhyggelige med, hvad vi deler. Så selv ved denne umiddelbare lempelige forskydning af privatlivets grænser i dag i forhold til forrige generationers, oplever jeg i lige så høj grad at privatlivet i disse fora netop praktiseres, da der her kun er plads til det bedste.

Mellem privat og offentligt er der selvfølgelig forskel på, hvor vi har valgt at trække stregen, men et privatliv har vi alle, idet vi trækker den. Man kunne derfor spørge, om vi overhovedet kunne tænkes at udfordre vores eget privatliv, da vi jo selv i samme definition af, hvad vi ønsker at dele, kender til, hvad vi modsat ønsker at holde privat.

Når jeg så alligevel ser folk, der tilsyneladende er gået galt i byen på egne grænser, kan jeg kun postulere distanceringen som årsag og pege i retning af nettets yngste brugere, der ligeledes med det mindste overblik ofte fejlvurderer afstanden. Børn som frem for alt burde rykke de sociale aktiviteter ud i skolegården, hvor de kan se deres legekammerater i øjnene.

 

Leave a Reply

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: